Gambrinus har lenge vært et universelt symbol for øl og ølbrygging. Spesielt gjennom det 19. århundre ble Gambrinus-imaget brukt av talløse bryggerier for å promotere sine produkter og minne konsumentene på den rike kulturarven ved ølproduksjonen. 

Av Lars-Erik Pettersen

Men hvem var Gambrinus? Eller rettere sagt; hvor stammer navnet fra og hvem var opphavet til myten? 

Navnet kan ha sin etymologiske opprinnelse i de latinske ordene cambarus (vintapper) eller ganeae birrinus (en som drikker i en taverna). Mindre trolig, men allikevel en teori, er at det har sitt opphav i camba, et keltisk ord for «bryggerens panne». 

Når det gjelder selve opphavspersonen eksisterer det enda flere teorier. Blant annet at det var munnskjenken Gambrinus (742-814) ved hoffet til franskekongen Karl den store. Men med tanke på hvor viktig produktet var blitt som daglig drikke for datidens befolkning, er det lite trolig at en mann fra allmuen skulle opphøyes til «ølets konge» og høye beskytter. Nei, en adelsmann eller konge måtte det nok være – intet mindre!

De sterkeste teoriene kretser rundt en mellomeuropeisk adelsmann som angivelig var den første til å innføre humle som ingrediens i ølbryggingen. Men se, også om det strides de lærde.

Noen antar at oppdageren av humlens fortreffelighet i ølbrygging var hertugen av den belgiske provinsen Brabant, John I, alias Jan Primus (1254–98). Enda flere mener det var den franske hertugen av Bourgogne, John II, alias John den fryktløse (1371-1419), også kjent under navnet Ganbrivius.

En «ølets skytsengel» ble trolig skapt tidlig i det 16. århundre av en av to tyske forfattere, enten Johannes Aventinus eller Burkart Waldis, men fikk ikke sitt navn før i 1574. Pussig nok som følge av en trykkfeil i en nederlandsk utgave av et historisk verk av Annius of Viterbo, der John den fryktløses alias Ganbrivius ble til Gambrinus.

Uansett hvem det nå var, så er karakteren gjennom århundrene i varierende grad blitt fremstilt som en europeisk konge, en engelsk middelaldersk ridder, eller – mindre vanlig – som en trivelig, lubben gammel gubbe. 

Og ifølge myten skal Gambrinus ha sin fødselsdag 11. april.

Så vet vi altså det! Eller?

«...ingen konge har et større rike, ingen heller flere undersaatter. Hans navn er udødelig, hans opfindelse uforgjængelig»

I den hensikt å informere, eventuelt forvirre, våre lesere med ytterligere spekulasjoner rundt Gambrinus-myten, bringer vi her videre en artikkel fra et minneskrift til Schous Bryggeris 100-årsjubileum i 1921. Forfatteren er ingen ringere enn presselegenden Nils Vogt (1859-1927) (bildet), mangeårig sjefredaktør i Morgenbladet og den første formann i Norsk Presseforbund. Vi har valgt å beholde datidens språkdrakt, men har lagt til endel utfyllende forklaringer.

I tyske og hollandske bryggerier og ølstuer finder man endnu i nutiden hyppig billedlige fremstillinger av Gambrinus, øllets konge eller opfinder. Paa talrige av billederne er Gambrinus utstyret som flamsk ridder i middelaldersk dragt, smykket med konge- eller hertugkrone og med skummende ølkrus i sin haand. Ofte læses under billederne disse strofer: 

«Gambrinus im Leben ward ich genannt
Ein König in Flandern und Brabant,
Aus Gersten hab ich Malz gemacht
Und das Bierbrauen daraus erdacht:
Drum können die Herrn Brauer mit Warheit sagen,
Dass sie eien König zum Meister haben,
Trotz komm' ein ander Handwerk her'
Und zeig'uns dergleichen Meister mehr.»

I Aventins (se forklaring 1) bayerske kronik bærer Gambrinus romersk ridderdragt, med kronet hjelm i haanden, om hodet en krans av aks. I bakgrunden skjærer folk korn eller de triller øltønder. Det er dette billede som er gjengit ovenfor. 

I en bok fra 1831 (Spindlers Zeitspeigel) har Morits von Schwind (se forklaring 2) tegnet den navnkundige i en løvhytte av humle, iført frankisk kongedragt, og i en bekjendt ølstue i Leipzig har L. Clasen (se forklaring 3) ikke mindre end fire vægmalerier av Gambrinus i forskjellige situationer. To marekatter bærer hans slæp. 

Hvem var nu denne Gambrinus? Derom lyder svaret meget forskjellig og ingen av dem er helt avgjørende. 

I avdøde professor Moltke Moes (se forklaring 4) boksamling findes bl.a. et verk «Bierstudien, Ernst und Schertz», en bok, som oprindelig har tilhørt eventyrfortælleren P. Chr. Asbjørnsen, som fik den i foræring av den tyske forfatter Grässe (se forklaring 5). Denne var ingen ringere end dr. og kgl. hofraad, direktør for den berømte samling i Dredsen «Grünes Gewölbe» og tillike direktør for den Kgl. Porcelænssamling. Utstyret med illustrationer og musikbilag indeholder verket en fremstilling av øllets historie, med statistik, meddelelser om den overtro, som har knyttet sig til øllet, om ølfester og ølskuespil, alle tiders og alle folkeslags ølviser o.s.v. 

I dette verk nævnes sagnet om Gambrinus eller Gambrivius som opfinder av øllet. Efter ham bærer — så paastaaes der — baade Cambray og Hamburg (Gambrivium) (se forklaring 6) sit navn, og hans rike strakte sig fra Rhinen til Asien. 

I «Anzeiger für Kunde der deutschen Vorzeit, Organ des Germanischen Museums» (1885) har dr. Karl Gautsch, Dresden, sammenfattet tidligere skrifters¹ resultater i følgende: 

Tacitus (Germ. 2) og Strabo (VII,¹) taler om en tysk folkestamme, Gambrivier. Den bayerske historieskriver Thurmaier (se forklaring 7), efter sit fødested Abensberg vanlig kaldet Aventinus, har herav ladet sig bevæge til at kalde en av de tyske urkonger, av hvilke han med sin alders kritikløshet opregner en hel række, for Gambrivius. Han lar ham leve samtidig med den egyptiske Joseph. 

Grässe antar nu, at sagnfiguren Gambrinus er opstaaet av denne digtede Aventinske Gambrivius. Coremans (se forklaring 8) er enig heri og gjør videre opmerksom paa, at ansiktstrækkene i det vidt utbredte Gambrinusbillede ligner det billede av hertug Johan I av Lothringen og Brabant (1261-1294), som endnu er at se paa hans gravmæle i Brüssel. Han nævner endvidere, at endnu i nutiden pleiet ølhuse i Holland at ha som skilt: «Au duc Jean de Brabant». Han finder det derfor sandsynlig, at det levende folkesagn i tidernes løp har sammenblandet den gamle Gambrivius eller Gambrinus med hertug Johan, paa hvis tid bryggerlaugene maaske har tat fastere form. 

Dette er imidlertid altsammen kun usikre gjætninger. Mere lys vilde man faa over sagnets historie, hvis det lykkedes at bringe noget i erfaring om Gambrinusbilledernes oprindelse. Herom haves dog ingen sikre oplysninger. 

Videre bemerkes, at ifølge «Carpentiers histoire de Cambray» forekommer i Cambray i sidste del av det trettende aarhundrede en familie Cambrin. 

Samtidig og i samme verk erklærer dr. Martin Runkel i Düsseldorf: Jeg tar ikke i betænkning at avsløre denne høitpriste «Konge av Flandern og Brabant». Efter Coremans er det heller ikke længer saa vanskelig: Gambrinus er en flandersk-tysk forvanskning av Jan Primus, Johan den første av Brabant. 

Det staar altså nu — tilføier han — tyske digtere frit at hylde denne Johan den første, og tyske ølvenner at drikke paa hans sundhet. 

Sluttelig meddeles her et utdrag av et haandskrift av den danske forfatter Alexander Schumacher (se forklaring 9), velvilligst meddelt nærværende verks utgiver fra Tuborg fabriker, Danmark: 

«Da Bryggerne var blevet et særligt Lav (Laug, red.anm.) og havde udskilt sig fra Købmændene, vilde de ikke staa tilbage for Haandværker eller Skipper, som alle havde gode, skikkelige Helgene til Skytspatron, og da Øllet var langt ældre end baade Kristendom og Helgener, valgte de Gambrinus, som skal have levet 1730 f. Chr. og været gift med en Søster til selve Øllets Opfinder, Osiris. Det er overflødigt at undersøge, hvorvidt Gambrinus er opstaaet af en Tradition om Ølllets Oprindelse fra Ægypten, var Tuiskernes Konge, Helgen eller virkelig Hertug af Brabant, Jan Primus eller Johan den Første, som Coremans vil hævde. Gambrinus er nemlig ingen Anden end den gamle. fede Bachus, som istedetfor Vinløv fik Humleranke om Haaret, en Kongekaabe om de nøgne Skuldre og en Humlestang istedetfor Thyrsusstaven. For at gøre ham helt ukendelig, og fordi det var tyske Bryggere, maatte han lade Skægget vokse. Det første bekendte Kontrafej af den forvandlede hedenske Gud findes i Aventins bayerske Krønike (1580), her dog i romersk Ridderdragt, og det er ikke usandsynligt, at Forvandlingen er foregaaet i selve Bayern.»

Hvem nu end Gambrinus er, fast staar det, at hans rike har overlevet alle verdens omvæltninger. Fremdeles staar ved magt dr. Grässes ord: hans herredømme gaar fra solens opgang til dens nedgang, ingen konge har et større rike, ingen heller flere undersaatter. Hans navn er udødelig, hans opfindelse uforgjængelig. Malere har malet ham, billedhuggerne meislet ham, og digterne har kvædet hans pris.

Forklaringer

1) Johannes Aventinus (1477-1534), tysk filolog og historiker fra Bayern. Hans egentlige navn var Johann Georg Turmair og «Aventinus» var en latinifisering av hans fødested Abensberg. Det er også et tysk øl brygget på hvete oppkalt etter ham.

2) Moritz von Schwind (1804-1871), østerriksk maler, bl.a. kjent for sine illustrasjoner til brødrene Grimms eventyr.

3) Lorenz Clasen (1812-1899), tysk historiemaler, sjefredaktør og publisist.

4) Ingebret Moltke Moe (1859-1913), fra Krødsherad. Nordens første professor i folkloristikk. Eldste sønn av eventyrsamleren Jørgen Moe.

5) Johann Georg Theodor Grässe (1914-1885), tysk bibliograf, eventyrforsker og litteraturhistoriker. Samarbeidet bl.a. med Peter Christen Asbjørnsen om å utgi den internasjonale eventyrsamlingen «Nord und Süd» (1858).

6) Cambray, by og kommune i Frankrike. Administrasjonssenter i departementet Nord i regionen Nord-Pas-de-Calais. Hamburg, Tysklands nest største by. I gammel latinsk også kalt Gambrivium.

7) Turmaier = Turmair / Aventinus, konf. forklaring 1.

8) Victor Amédée Jacques Marie Coremans (1802-1872), belgisk arkivar, journalist og historiker. Forfattet flere bøker og særavhandlinger, bl.a. en berømt avhandling der han forsker i opprinnelsen til og forviklingene rundt Gambrinus-legenden.

9) Alexander Schumacher (1853-1932), dansk forfatter. Brukte pseudonymene A. Carstens, Onkel Adolf og Leo Ritter. 

¹Dr. Grässe i Deutsche Jahrbücher 1842. Dr. Coremans, Brüssel, i Compte rendu des siances de la Commission d'histoire (bind V). 

En konge som mester Det tyske ølbryggermuseet i München eier et portrett fra 1526 av kong Gambrinus, som inkluderer følgende vers:   Im Leben ward ich Gambrinus gennant, König zu Flandern und Brabant, Ich hab aus Gersten Malz gemacht Und Bierbrauen zuerst erdacht. Drum können die Brauer mit Wahrheit sagen, Daß sie einen König zum Meister haben.

I norsk oversettelse blir det omtrent slik: I levende live var jeg kjent som Gambrinus, Konge av Flandern og Brabant, Av byggkorn laget jeg malt Og var den første til å brygge øl. Derfor kan bryggerne i sannhet si, De har en konge som mester.